logo antidoping danmark

Alle omkring hockey … spillere, trænere, ledere, dommere og andre involverede … kan have glæde af viden om imødegåelse af doping og matchfixing.

Som sportsudøver er det dit ansvar at reagere, hvis du mener, at der er nogen der handler mod reglerne.  Trænere, ledere og andet støttepersonale har også ansvar for at forhindre overtrædelse af reglerne.

Dansk Hockey Union ønsker i overensstemmelse med antidoping-reglerne og matchfixing-lovregulativet at danske hockeyspillere på alle niveauer deltager og konkurrerer på fair vilkår.

Nedenfor har vi samlet nogle vigtige informationer til dig om antidoping og matchfixing.

Anti Doping

Vigtigt at vide:

  • At deltage i en indkaldt dopingkontrol er en del af de forpligtelser, idrætsudøvere har i konkurrenceidræt. At undlade at deltage svarer til en ”positiv doping-prøve”, og kan medføre udelukkelse fra al konkurrence og træning i op til 4 år.
  • Kosttilskud kan medføre en positiv dopingprøve, fordi det kan være forurenet med stoffer, der er på dopinglisten. Du kan reducere risikoen for forurenet kosttilskud ved at læse mere her: https://www.antidoping.dk/medicin/medicin/kosttilskud/koeb_af_kosttilskud
  • Der findes forbudte stoffer i mange almindelige lægemidler. Tjek altid om din medicin indeholder stoffer, der er på dopinglisten. Skriv præparatets navn i AntiDoping Danmark’s (ADD’s) gratis app ’Antidoping’ eller på ADD’s medicinsøg på antidoping.dk
  • Hvis din medicin indeholder stoffer der er på dopinglisten, skal du undersøge, om du skal søge dispensation på www.antidoping.dk. Det er ikke alle, der skal søge om dispensation på forhånd. Men du skal være opmærksom på, at brug af medicin, der indeholder stoffer på dopinglisten, altid skal kunne dokumenteres af en læge. Du skal ligeledes altid leve op til de specifikke krav, der stilles, for at kunne opnå dispensation
  • Bruger du astma-medicin skal du være opmærksom på, at visse produkter kræver dispensation, mens nogen kan bruges uden dispensation, når den maksimale grænse pr. døgn ikke overskrides
  • Hash og andre narkotiske stoffer er også på dopinglisten. Testes du positiv for disse stoffer i forbindelse med konkurrence, kan det også medføre udelukkelse fra al træning og konkurrence
  • Du har altid selv det fulde ansvar for, hvilke stoffer, der er i din krop, og du står altid til ansvar for en positiv dopingprøve, også selvom den ikke er som følge af bevidst doping
  • Hvis du vil opnå grundlæggende viden omkring doping, kan du gennemføre ”Ren vinder”, der er et e-læringskursus på 7 moduler af hver 3-4 minutters varighed. Du kan starte kurset her: renvinder.dk
  • AntiDoping Danmark arbejder hver dag på at sikre bedst mulige grundlag for fair konkurrence. Hvis du har konkret kendskab til dopingbrug eller andre overtrædelser af antidopingreglerne, sidder du måske med en vigtig brik i arbejdet med at finde dem, der bryder reglerne. Giv dine informationer videre via hjemmesiden www.stopdoping.dk, appen ’Stop Doping’ eller på telefon 70 60 60 94

De nyeste oplysninger for udøvere og støttepersoner kan ses her: http://dhu.nu/om-dhu/udvalg/turneringsudvalget/regler-og-turneringsbeskrivelser/

StopMatchFixing

Matchfixing er et stigende problem … også i Danmark … og på alle niveauer.

Der kan spilles penge på kampe i den danske hockey-liga, og derfor er der også en risiko for, at matchfixing kan opstå. Der er mange former for aftalt spil. En spiller kan tabe med vilje, en holdkammerat kan påvirke jeres kamp eller en dommer kan være bestukket.

Værd at vide:

  • Det kriminelle miljø bag matchfixing arbejder globalt og er typisk styret fra Asien.
  • Ofte starter det med et lokkende tilbud. Du bliver tilbudt nogle tusinde kroner for at medvirke til et bestemt resultat/bestemt første scoring/bestemt halvlegsresultat eller lignende. Det er beløb, der kan være ”rart” at få lige her og nu, og det virker måske ikke som noget særligt. Men dels gør det sporten uærlig og ødelægger konkurrencen, og dels er der stor sandsynlighed for, at fælden klapper. Har du først sagt ja én gang, bliver presset på dig stort og brutaliteten fra matchfixernes side kan hurtigt blive forøget. Du og din familie kan blive truet, hvis du ikke fortsat ”arbejder med”.

Indberet hurtigst muligt, hvis du bare er i tvivl om forsøg på matchfixing: Giv dine informationer videre via hjemmesiden www.stopmatchfixing.dk, appen ’Stop Matchfixing’ eller på telefon 70 70 70 94

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret *