På Repræsentantskabsmødet blev det offentliggjort, hvem der blev modtager af Udviklingsprisen 2019, og i år blev også Ildsjæleprisen uddelt.
Udviklingsprisen
Modtager af Udviklingsprisen 2019 blev Andreas Østerbye, Hørning Hockey Klub. Motivation for hædersbevisningen er:
”Andreas har været initiativtager og drivkraft omkring etableringen og opbygningen af Hørning Hockey Klub. Han har med stort drive og mod kastet sig over en opbygning af en ungdomsgruppe, der både kan ses på unionens medlemstal og som deltagere i DHU’s U8-samlinger, uanset hvor i landet de ligger. Det gavner både hockeymulighederne lokalt, i Vestdanmark og i hele Danmark, og der er flere idéer og indsatser på vej.”
Stort tillykke til Andreas med prisen, der blev overrakt i Odense i lørdags i forbindelse med pokalkamp.
Ildsjæleprisen
Ildsjæleprisen er en pris, der bliver uddelt ved særlige lejligheder, og denne pris blev taget i anvendelse. Modtager af Ildsjæleprisen 2019 blev Tobias Grand, Københavns Hockeyklub. Motivation for hædersbevisningen er:
”Tobias har igennem mange år brændt for hockey på en måde, hvor det har sat betydningsfulde spor for dansk hockey. Han har udviklet sine færdigheder i både ind- og udland, og altid stillet sig til rådighed, når landsholdet har haft opgaver, og har med stort engagement skabt synlighed omkring dansk hockey.
Alene i 2019 har Tobias vundet Europa Cup med Partille SC, bidraget på sin nære og inspirerende måde som gæstetræner ved et hockeyakademi, har taget aktiv og betydelig del i landsholdskonflikten og ikke mindst gået foran som anfører for et herrelandshold fyldt med debutanter.
Tobias er på olympisk vis en rollemodel, der med sit eget eksempel og engagement giver hockeydrømme næring.”
Stort tillykke til Tobias med prisen, der blev overrakt i Gentofte i lørdags i forbindelse med pokalkamp.