Mason Cup

orient logo

 

 

 

 

 

 

 

Mason Cup er en årlig indendørsturnering arrangeret af Hockeyklubben Orient-Lyngby i starten af januar på højeste niveau for herre- og damehold fra hele verden.

Gennem årene har turneringen været en vigtig træningsturnering for vores bedste klubhold og for de danske A- og U21-landshold.

Når Mason Cup udgaven i 2023 ruller, er det den 15. udgave af turneringen, der gennem årene har haft besøg fra mange rigtig mange forskellige lande – herunder USA, Australien, Østrig, Rusland, Canada, Qatar, England, Skotland, Tyskland, Sverige, Schweiz og Frankrig. Turneringens høje niveau tiltrækker hvert år mange danske hockeyfans.

2023-udgaven følges bedst live i Lyngbyhallen, men kan også følges her: Turneringssystemet AltiusRT.

Baggrunden for Mason Cup

Hockeyklubben Orient Lyngbys 100-års jubilæum tilbage i 2007 blev startskuddet til den internationale indendørs hockeyturnering Mason Cup. Allerede i 2006 startede forberedelserne til jubilæumsturneringen, som i det første år talte 8 herrehold og 5 damehold – herunder flere af de førende bundesligaklubber samt europæiske landshold. Turneringen i 2007 skulle egentlig bare have været en engangsforestilling, men succesen var så stor, at klubben og særligt organisator Emil Kousgaard ønskede at gøre det til en tilbageværende begivenhed. Turneringen har fra start af haft fokus på at være både en turnering for herre- og damehold.

Oprindeligt startede turneringen under sponsornavnet Wasa Cup, men da en af Orient Lyngbys helt store spillere Frederik Mason gik bort i en alt for tidlig alder tilbage i 2011 besluttede man, at turneringen skulle omdøbes til Mason Cup til ære og minde om Frederik.