Alina Dreher, Gentofte Hockey Klub er blevet nyt medlem af Udviklingsudvalget.
Alina deltager i EU-programmet „Aspiring and Inspiring Youth Leaders“ (arrangeret af det Tjekkiske hockeyforbund) sammen med fem andre unge personer fra Polen, Tjekkiet, Ukraine, Wales og Sverige, og har været forbi Udviklingsudvalget på de seneste 2 møder for at fortælle om erfaringer fra forløbet. Det har haft stor værdi for alle, så fremover er Alina medlem af udvalget.
Vi har stillet Alina 3 hurtige spørgsmål:
Hvor og hvornår startede du med at spille hockey?
Jeg begyndte at spille Hockey i begyndelsen af 2007 i Flensborg for Flensburg HC. Oprindeligt havde jeg egentlig spillet en anden boldsport, men mistede passionen for det, og så tog jeg med en veninde af min søster til en hockey træning. I 2009 flyttede jeg med min familie til Berlin, hvor jeg fortsatte med at spille for TuS Lichterfelde.
Hvad fik dig til Danmark, og hvornår kom du til Gentofte Hockey Klub?
I august 2014 flyttede jeg fra Berlin til Danmark for at tage en bacheloruddannelse i International Business and Politics på CBS. Det var helt klart for mig, at jeg skulle fortsætte med at spille hockey, så jeg søgte på nettet og fandt, at Gentofte Hockey Klub var tæt på. Jeg rakte ud til dem og har siden været en del af klubben.
Hvis du skulle pege på én ting, du sætter stor pris på ved at spille hockey i Danmark, hvad skulle det så være?
Hockey er en meget lille sport i Danmark, og dermed er det meget nemt at komme i kontakt med de andre klubber. Udover det er hockey i Danmark meget mere i udvikling i forhold til at åbne for mange spændende muligheder og aktiviteter end i f.eks. Tyskland.
Velkommen til Alina i Udviklingsudvalget.