Slagelses herrehold endte på en 3. plads i EuroHockey Club Challenge I, og var hurtigt sikre på at bevare pladsen i rækken.
Træner Ralf Christensen udtaler: ”Slagelse Hockeyklub spillede med lige til det sidste, og havde vi haft marginalerne på vores side, havde dansk hockey for første gang haft et hold i Trophy. Vi møder 4 hold, som spiller hockey på meget højt niveau og i et tempo, som vi ikke har prøvet før. Fantastisk ramme til et Europa cup med masser af tilskuere og gode faciliteter. Vi er stolte over det, vi har leveret og glad for at kunne repræsentere dansk hockey på bedste vis.”
KH’s damehold endte på en 7. plads i EuroHockey Club Challenge III, og bevarede også pladsen i rækken. Holdets anfører Katja Christensen udtaler: ”Deltagelsen i Europacuppen var en stor oplevelse, som har udviklet holdet til en endnu stærkere enhed. Det var hårdt uden træner eller holdleder (red.: da de var fuldt optaget af kampe og værtskab samtidig i Valby), men vi holdt sammen og turneringen har hjulpet til at bringe vores mange nationaliteter tættere på hinanden. Jeg føler, at vi spillede bedre og bedre under turneringen, og vi håber på at komme tilbage og slutte endnu højere i fremtiden.”
KH’s herrehold stod både som værter på hjemmebanen i Valby og skulle samtidig håndtere det sportslige i EuroHockey Club Challenge III.
KH’s minimumsmålsætning var at blive i rækken, og det sørgede den samlede 6. plads for. Mo Tournay udtaler dog: ”Vi gik efter at rykke op, men efter en god start, hvor vi slog det efter vores mening næstbedste hold af alle i turneringen, så lykkedes vi ikke helt i de efterfølgende kampe. Vi har dog fået god lærdom med fra turneringen.
”
Omkring det arrangementsmæssige har det været hektisk både før og under afholdelsen for klubbens ledelse, spillere og frivillige, men klubben står tilbage med en rigtig god følelse. Mo Tournay udtaler: ”på mange områder var vi godt forberedte, men der var også områder, som vi havde undervurderet og måtte justere undervejs. Vores frivillige har gjort en fantastisk indsats, og vi har kun set glade miner og fået roser fra deltagende klubber. Vigtigt er det også, at frivillige og tilskuere har givet udtryk for, at det har været spændende at opleve og være en del af. Vi gør det gerne igen … om et stykke tid, når vi har pustet ud.”