Forfatter - Tobias Kaarsbo

Invitation – Hockey5 Event 19. oktober 2025

Søndag den 19. oktober 2025 afholdes første Hockey5 Event ud af tre, frem mod DM i Hockey5 i Herning den 27. juni 2026.

For første gang i Hockey5’s danske historie, bydes der velkommen til et Event med Kalundborg Hockey Klub som værter på klubbens bane ved Røsnæshallen – Elledevej 29, 4400 Kalundborg.

Hockey5 Events er pointgivende til deltagelse ved Hockey5 DM i 2026, og der spilles både i dame- og herrerække. Eventuelle mix hold spiller i herrerækken.

De to øvrige Events er:

  • Søndag den 26. april 2026 i Valby
  • Søndag den 10. maj 2026 i Sørbymagle

Bemærk tilmeldingsfrist er tirsdag den 7. oktober!

 

Invitationen er sendt ud til alle klubber – I kan se den her:

Download (PDF, 3.95MB)

Drømmer du om at blive DHU’s næste landstræner for Dame A-landsholdet?

Dansk damehockey er på vej ind i en ny spændende fase!
Efter succesen med pigeprojektet, som nu lever videre gennem U16 og U21-landsholdene, fortsætter vi nu med næste skridt i vores strategi – at være tilbage på den internationale damescene indendørs i 2028.

Talentmassen er stor, og potentialet er tydeligt. Vi søger derfor en landstræner, der brænder for at:

  • Bygge et helt nyt hold op fra bunden
  • Sammen med Team Manageren sætte retningen for dansk damehockey
  • Planlægge og afvikle træningssamlinger, turneringer og forberedelser frem mod 2028

Vi leder efter en visionær og dedikeret træner, der ser muligheden i at stå i spidsen for denne satsning – og som har lyst til at være med til at skrive et nyt kapitel i dansk damehockeys historie.

👉 Er det dig, vi leder efter?

Så send en kort motiveret tekst samt dit CV til formand for eliteudvalget, Niels Henrik Sørensen.

Har du spørgsmål eller ønsker du en uformel dialog, er du meget velkommen til at kontakte Niels Henrik direkte.

Bliv en del af rejsen mod 2028 – og vær med til at skabe fremtiden for dansk damehockey.

Danmarksmesterskab Masters 2025 i Aarhus

Marselisborg Hockey Klub er i år værter for Masters Danmarksmesterskab,  lørdag d. 4. oktober 2025!

Ved samme lejlighed er der indvielse af klubbens nye kunstgræsbane, og der er lagt op til en spændende og festlig hockeydag i det jyske.

Arrangørerne håber naturligvis på stor tilslutning rundt fra klubberne i hele hockey Danmark, og opfordrer til eventuelt samarbejde klubber imellem, hvis ikke der kan stilles fuldt hold fra egen klub.

Bemærk tilmeldingsfristen er torsdag den 18. september 2025.

Se invitationen her:

Download (PDF, 3.86MB)

 

FodboldFessors Sportslegat – kan også søges af hockeyspillere!

Er det en hockeyspiller der skal have FodboldFessors Sportslegat 2025?

FodboldFessors Sportslegat blev uddelt første gang i 2023 til Sandra Eriksen (Paradressurrytter) og i 2024 til Magnus Flindt (BMX).

Lige nu er der åbent for ansøgninger, og skal DU komme i betragtning, er ansøgningsfristen den 1. oktober 2025 kl. 15.00.

Hvem kan ansøge?

FodboldFessors Sportslegat kan ansøges af:

  • Idrætsudøvere (hvor træning og dygtiggørelse er det primære indhold i den aktivitet eller det ophold, der søges økonomisk støtte til).
  • Studerende (til f.eks. studieture, udvekslingsophold eller lignende i ind- og udland, hvor sport udgør en væsentlig del)

Du skal være dansk statsborger og have fast bopæl i Danmark, for at kunne ansøge om legatet. Vi har ingen krav til din alder eller uddannelsesniveau.

I kan læse mere om FodboldFessors Sportslegat samt kriterierne for ansøgninger her:  https://fodboldfessor.dk/legat/

Viking Cup 2025 den 1. og 2. november – Tilmelding senest 15. september!

Sørbymagle Hockey Klub afholder i samarbejde med Dansk Hockey Union deres årlige tilbagevendende Viking Cup den 1. og 2. november 2025, hvor der er inviteret hold fra Tyskland, Finland og Sverige.

I år spilles der:

  • Drenge/Mix U14
  • Pige U14

Viking Cup er en god mulighed som forberedelse til den kommende indendørs turnering for U14 rækken.

Tilmeldingsfristen er den 15. september 2025 og bliver tilgodeset i den række de indkommer, men er først gældende når tilmeldingsgebyret er indbetalt.

Tilmelding og spørgsmål sendes til soerbyhockey@gmail.com

Invitationen kan ses her:

Download (PDF, 264KB)

 

Invitation til indvielse af kunstgræsbane i Marselisborg Hockey Klub!

Fredag den 15. august 2025 kl. 15.00 inviterer Marselisborg Hockey Klub sammen med de øvrige samarbejdspartnere til officiel åbning af deres nye multianvendelige baneanlæg på Christiansbjerg.

Adressen er Christiansbjerg, Bodøvej 211, 8200 Aarhus

Marselisborg Hockey Klub blev stiftet i 1987 og har haft store udfordringer med at kunne finde en passende bane at benytte, for at tilbyde udendørs hockey gennem tiden. Efter en lang og mangeårig proces, er det ved ildsjæle fra klubben lykkes at få skabt et samarbejde med andre sportsklubber der også har brug for en kunstgræsbane, og det hårde arbejde er nu i mål – en ny lækker hockeybane er en realitet i det jyske.

Et stort og betydningsfuldt øjeblik for udviklingen og fremtiden i Marselisborg Hockey Klub, men også for dansk hockey. Stort tillykke!

Stillingsopslag – Konsulent for Dansk Hockey Union

Vil du være drivkraften bag fremtidens hockey?

Har du erfaring med projektledelse og brænder for at gøre en forskel i et stærkt frivilligt
fællesskab?

Så er du måske den vi søger!

Vi søger en selvstændig og proaktiv konsulent, der med positiv energi kan facilitere,
engagere og – vigtigst af alt – sikre, at vi får gennemført vores projekter og når i mål med vores
strategi.

Er du interesseret og vil vide mere?

Læs hele stillingsbeskrivelsen og få yderlig information her:

Download (PDF, 85KB)

Danmarksmestre i Hockey5 – damer og herrer – 2024/2025

Stort tillykke til damefællesskabet fra Sørbymagle Hockey Klub og Kalundborg Hockey Klub samt herrerne fra Gentofte Hockey Klub, der i weekenden på Honnørkajen i Aalborg kunne hyldes som vindere af Hockey5 2024/2025!

En fantastisk sæson med Hockey5 for både damer og herrer blev lørdag den 28. juni afsluttet på Aalborg Frejas anlæg i forbindelse med årets DM-uge.

Dagen bød på intense kampe og spænding til det sidste. I herrerækken endte kampen om 3./4. pladsen mellem Hørning og Kalundborg uafgjort i den ordinære spilletid, så kampen skulle afgøres på shootout.

Det blev Kalundborg Hockey Klub der vandt den duel og dermed bronzemedaljen.

I finalekampen mellem Sørbymagle og Gentofte blev der også kæmpet til det sidste fløjt. Ved halvleg stod kampen uafgjort og først med ca. 5 minutter tilbage, får Gentofte scoret til 2-1, og de sidste kræfter skulle findes frem fra holdene. Med 1 minut før slut scorer Gentofte endnu engang og cementerer, at de for andet år i træk blev danske mestre i Hockey5!

Dagen bød på besøg af næstformand i DIF – Frans Hammer, besøg af Bjørn Rothaus også fra DIF og besøg af DR-sporten som lavede et godt indslag om hockey, der starter ca. 10:10 inde i indslaget her https://www.dr.dk/drtv/se/dm_ugen_-3×3-basket-wakeboard-og-breakdance_531496

DM i Hockey5 viste endnu engang, hvad hockeysporten også kan – ikke mindst takket være de deltagende klubber, som gjorde deres til at hockeysporten og fællesskabet blev præsenteret på bedste vis både indenfor og udenfor på banen.

Medalje overrækkelsen foregik på Honnørkajen i Aalborg, af forperson for turneringsudvalget Louise Smedegaard, økonomiansvarlig Brian Thenning samt næstforperson Megan Jonasson. Sidstnævnte blev interviewet af speakerne og fik i den forbindelse fortalt lidt om hockeysporten til publikum.

Tak for i år! – Vi ses til DM-ugen i Herning i 2026 og i Aarhus i 2027.

Herrerækken:

  1. Gentofte Hockey Klub
  2. Sørbymagle Hockey Klub
  3. Kalundborg Hockey Klub

 

 

Damerækken:

  1. Sørbymagle- og Kalundborg Hockey Klub
  2. Københavns Hockeyklub

 

 

 

 

Danmarksmestre dame- og herreligaen udendørs 2024-2025

Stort tillykke til damerne fra Københavns Hockeyklub og herrernes fra Slagelse Hockeyklub der lørdag den 21. juni kunne hyldes som Danmarksmestre 2024-2025

Vejret var varmt og sommerligt da Slagelse Hockeyklub lagde bane til den sidste spillerunde i dame- og herreligaen, og klubben havde gjort sit for at skabe en fin ramme til dagen for alle de deltagende hold og tilskuerne.

Herreligaens placeringer var stort set afgjort på forhånd, men det gjorde ikke dagen mindre sportslig, god og festlig

Hos damerne stod det mere åbent, da Orient Lyngby med en sejr, kunne vippe Københavns Hockeyklub af førstepladsen. Det blev en tæt og spændende kamp, men i slutningen af kampen, fik Københavnerne scoret det afgørende mål, og kunne dermed kalde sig danske mestre.

Medaljer og pokaler blev overrakt af næstforperson for Dansk Hockey Union – Megan Jonasson, og forperson for turneringsudvalget – Louise Smedegaard, som på dagen også kunne kåre topscorerne i alle seniorrækkerne.

 

Placeringerne i herreligaen:

  1. Slagelse Hockeyklub
  2. Københavns Hockeyklub
  3. Orient Lyngby

 

Placeringerne i dameligaen:

  1. Københavns Hockeyklub
  2. Orient Lyngby
  3. Sørby/Kalundborg

 

Placering i 1. division:

  1. Sørbymagle Hockey Klub
  2. Hørning Hockey Klub
  3. Kalundborg Hockey Klub

 

Årets Topscorere:

Herreligaen: Marcus Appeldorff (Slagelse)

Dameligaen: Kristine Hjort (Sørbymagle)

1. division: Jonas Jensen (Sørbymagle)

 

Forbundets indkøbte veo kamera blev testet på dagen, og erfaringerne er taget med til fremadrettet brug. Tak til dem der har meldt tilbage!

I kan se kampene på Dansk Hockey Unions YouTube kanal:

https://www.youtube.com/channel/UCbyM9SL8isIrnx4GeBMkSqg