Forfatter - Tobias Kaarsbo

U16 pigelandsholdets første deltagelse til Hockey5 EM

“U16 pigerne deltog for første gang til en slutrunde nogensinde. Ikke nok med, at skulle skabe et U16 hold fra bunden gennem de sidste par år, så blev vi virkelig sat på prøve, da vi endte i A-rækken. Det blev dog hurtigt klart for os, at vores målsætning var at blive i rækken”.

Landsholdstræner Emilie Dahl Eriksen

Ordene kommer fra U16 pigelandsholdstræner Emilie Eriksen, der selv havde officiel debut som landsholdstræner ved deltagelsen til EM i Hockey5 i Alanya – Tyrkiet fra 1. – 4. juli 2026. Emilie fortsætter herunder, hvor hun har sat nogle ord på turneringen og oplevelsen.

Vi vidste fra starten, at det ville være en hård opgave og hverken Kristine eller jeg havde prøvet at tage et hold til en slutrunde. Så hvad krævede det egenligt og hvad kunne vi forvente?

Vi kom i pulje med Polen, Østrig og Tyrkiet.

Onsdag startede ud med kampen mod Østrig. Nerverne var bestemt til at finde (især fra trænernes side), og det blev ikke bedre af en lang rejsedag dagen før samt ikke meget søvn. Pigerne blev mødt af en mur af dygtige spillere, som virkelig formåede at overraske vores hold. Vi kæmpede og gjorde det bedste vi kunne, men på intet tidspunkt var vi rigtig med i kampen.

Anden kamp var mod værtsholdet fra Tyrkiet. På trods af den meget overvældende kamp tidligere, havde pigerne fundet et helt andet gear. Kommunikationen og kampgejsten fik os frem til muligheder og kampen endte 6-1.

Sidste kamp i puljen var mod Polen, der lidt ligesom Østrig-kampen bare aldrig blev vores kamp.

Efterfølgende nåede vi til krydskampene, hvor vi stod overfor vinderen af den anden pulje. Fra start var vi klar på at få lukket deres spil ned og stå defensivt. Pigerne overraskede og med flot spil stod kampen efter 10 minutter 2-1 til os. Derefter kunne de trætte ben og varmen mærkes, Ukraine fik styr på deres spil og den endte 9-2 til dem.

Assistenttræner Kristine Hjort

Kampen om at skulle spille om 5.-6. plads blev mod Schweiz. Vi fik det første mål, og efterfølgende var det en kamp der bølgede frem og tilbage. Den ender 4-3 og blev vores første rigtige bitre nederlag. Ikke nok med det ærgerlige nederlag fra tidligere, så betød det også, at vi skulle vinde sidste kamp mod Georgien for at blive i A-rækken. Pigerne var bestemt klar på, at vi skulle opnå vores mål. De var klar fra start og det kunne ses. De var bare stærkere og vinder helt fortjent 4-2.

Det har på mange måder været en svær turnering, men pigerne har været klar på alle udfordringer og taget kampen op hver gang. De har uden tvivl udviklet sig, både selvstændigt og som hold. Man kan vel sige, at det har føltes som en eksamen man har læst op til i 3 år – heldigvis bestod vi!

Kæmpe tak til Kristine og Heidi, som har været enorme ressourcer både op til og under turneringen. Det er helt specielt at bygge noget op fra bunden sammen, og få lov at se hvad det er blevet til.

Tak skal der også lyde til U16 drengeteamet.

Nu puster vi ud, holder sommerferie og så er vi (Kristine og jeg) klar til at gøre det hele igen om et halvt år med U21.

U16 drengelandsholdet til EM i Tyrkiet – set fra et trænerperspektiv

Hockey5 EM for U16 spillere er overstået, og landsholdstræner Christian Sandby-Møller har sat sig ned og reflekteret lidt over turneringen. Det er der kommet denne beretning ud af.

 

Landholdstræner Christian Sandby-Møller

Tirsdag formiddag stimlede vi sammen i Kastrup for at drage til Alanya, hvor EM skulle afholdes. Som forventet skulle det blive en kompakt og intens rejsedag, hvor drengenes forberedende taktikmøde blev holdt i bussen på vejen til hotellet. Derefter et hurtigt aftensmåltid, og spillerne blev sendt i seng, og manager og træner drog til pas- og trøjetjek hos turneringsledelsen. 

En kort nats søvn, en lille morgenvandring, morgenmad og taktikmøde og drengene var klar til at spille første kamp mod Polen – en modstander, som vi forventede ville blive svær at knække. Drengene leverede et arbejdsraseri, og måske var polakkerne nervøse, for vi var klart det bedste hold på banen. Havde vi scoret på challenges eller på straffe, havde vi vundet kampen sikkert. Kampen endte dog 3-3, et resultat, som jeg gerne havde solgt kampen for, før vi var taget afsted.

Igen skulle det blive en hektisk periode mellem første og anden kamp, hvor vi kun havde et par timer på hotellet, hvor vi både skulle spise frokost, nå videoanalyse og ligge ned i 30 minutter, inden det igen var vejen tilbage til hockeystadionet. Denne gang ventede Kroatien, der virkede som en af favoritterne til at tage trofæet med hjem efter første runde. Om det var varmen, den korte pause eller om modstanderen bare var meget bedre, skal være usagt, men vi fik en hockey5-lektion og tabte helt fortjent 9-3.

Holdet virkede udmattet, da vi kom tilbage på hotellet 20.30. Det havde også været en meget lang dag. Aftensmad, videoanalyse og i seng.

Dag 2 ventede og et lidt bedre program ventede os. Sidste gruppespilskamp var mod Schweiz, og med en sejr kunne vi have snuppet gruppens andenplads. I den kamp stod vi ikke særlig kompakt i 1. halvleg, og schweizerne straffede os flere gange med lange slag og deflections gennem midten. I anden periode af kampen stod schweizerne dybere på banen og spillede på kontra. Det straffede de os på to gange – en gang, hvor vi var i overtal – og derfor tabte vi fortjent 5-1 og blev sidst i puljen. I kvartfinalen ventede altså Østrig, som havde sikret sig gruppens førsteplads.

En god lang pause, men med et vigtigt taktikmøde, hvor vi ændrede i vores taktik til at gå ud fra trebacksystem og hurtigere frislag fra ti meter. Det var vi overbeviste om, at østrigerne ikke havde set før i turneringen eller fra os.

Assistenttræner Christian Møller

De østrigske spillere undervurderede os fra start af. Jeg hørte flere gange fra bænken – både i opvarmningen, men særligt i starten af kampen, at der blev skældt ud over, at spillerne var ukoncentrerede og ikke fulgte deres taktiske oplæg. Vi burde have lavet mindst tre mål i den kamp, men vi var for uskarpe og afsluttede for lidt i kampen, og derfor kunne østrigerne løbe fra os i anden halvleg. Derfor tabte vi 4-0, men resultatet fortæller ikke, hvor tæt på vi var på at overraske de dobbeltforsvarende mestre.

Kampen var også et glædeligt gensyn for mig selv, da Østrigs trænerteam, Benny og Hans var min gamle assistenttræner og medspiller i Post SV, da jeg boede i Østrig for 15 år siden. Der var stor ros til holdet fra dem efter kampen i øvrigt.

EM’s tredje dag skulle vi spille første placeringskamp om enten 5.-6. pladsen eller 7.-8. pladsen. Kampen startede kl. 9.00 og var mod de irriterende schweizere, som vi også boede på hotel med. Der var – efter første kamp mod dem – dårlig stemning mellem de to hold, og kampen bar præg af en noget ustabil dommerpræstation. Og når jeg skriver sådan, skal nederlaget på 3-4 ikke lægges over på dommerne. Men når Schweizerne får tildelt et straffe ud af det blå, og vi får konverteret et mål til et frislag til os, ja så er det i de meget tætte kampe meget svære at vinde.

Vi kæmpede os tilbage fra at være nede 3-0, til at få drengene fra alperne helt ud, hvor det kun handlede om at tage tid på klokken i de sidste tre minutter. Så kan man som træner godt være skuffet over resultatet, men attituden og spillet og arbejdsviljen var der ikke en finger at sætte på holdets præstation. Med nederlaget skulle vi spille mod Bulgarien i turneringens sidste kamp.

Kampen om 7.-8. pladsen var en ”taberfinale”. Taberen måtte den tunge vej ned i B-divisionen. Man kunne virkelig mærke, at drengene var helt klar i opvarmningen, og første halvleg var en opvisning fra vores side – hele vejen rundt. Bulgarerne kreerede en del chancer, men blev holdt fra fadet. Og vi afsluttede markant mere i kampen end tidligere, og derfor kunne vi gå til halvleg med en 4-0 føring.Det blev lidt for sløset i anden halvleg med tre grønne kort, og vi taber halvlegen 3-2, men kampens udfald var aldrig rigtig i fare, og vi vandt 6-3 til stor glæde for os alle dernede. Målsætningen var opfyldt!Samlet set på holdene i turneringen blev det tydeligt, at der var tre tophold. Tyrkiet, Østrig og Kroatien – de tre tog sig også af medaljerne. Derefter en mellemgruppe, hvor vi også lå, sammen med Ukraine, Polen, Schweiz. Endeligt var Bulgarien turneringens svageste hold og var efter alle andre på alle parametre.

 

Vi kommer hjem med en opfyldt målsætning om at blive i A-divisionen, og den kommende U16-landsholdsgruppe kan se frem mod EM om to år, som også er kvalifikation til ungdoms-OL. Med et fokuseret og styrket projekt frem mod EM næste gang, har jeg stor tiltro til, at drengene kan tage skridtet op og måske – med lidt held – endda spille med om de sjove pladser.

Der skal lyde en stor tak til alle, der har været involveret i U16-projektet – hele vejen rundt. Til de spillere der gav den et skud, men ikke kom med, til klubberne for brug af baner og udstyr og forældrene for lån af deres børn og hjælpen i Tyrkiet med køb og transport af væske. En særlig tak skal der lyde til Tenna og Christian for at være helt igennem fantastiske i deres roller. Og tak til drengene for at lytte til og føre mit vrøvl ud over rampen i kampene.

Til sidst vil jeg blot kommentere kort på U16-pigernes præstation og udvikling. Der var ingen tvivl om, at den gruppe, som pigerne var kommet i, ville blive tre voldsomme opgaver at løse. Det blev også til tre store nederlag i gruppen, mens der var stor udvikling at spore i kvartfinalen, og lige pludselig kunne pigerne spille helt lige op mod Schweiz i spillet om 5.-8. pladsen.
Da det kom til kampen om 7.-8. pladsen var pigerne bare bedre fysisk, teknisk og taktisk end georgierne, og derfor var det helt fortjent, at de kunne slutte turneringen på en 7. plads. En virkelig flot præstation.

U16 pige- og drengelandsholdene er udtaget til EM!

Vejen til A-EM i Hockey5 der foregår i Alanya, Tyrkiet i starten af juli – er nu gået ind i næste fase. Begge trænerteams for både pigerne og drengene, har nu udtaget deres trup og træningen intensiveres.

Tilslutningen til de åbne træninger har generelt været rigtig flot. Det er første gang at pigerne skal deltage til et EM i Hockey5, så det er ikke kun nyt for spillerne, men også for Emilie Eriksen og Kristine Hjort som trænere og Heidi Hansen som holdleder. At de denne første gang skal afsted i samlet flok med drengene, ser de frem til.

Hos drengene er trænerteamet Christian Sandby og Christian Møller samt holdleder Tenna Grønsdal mere erfarne i gamet. I forbindelse med de åbne træninger, er det nok den første gang, der har været så stor tilslutning af interesserede med + 30 spillere til de åbne træninger hos drengene. Det har jo så også betydet, at der har været kamp om pladserne, da kun 10 spillere har skulle udvælges til truppen. Heldigvis har der også været tilslutning fra mange helt unge spillere, der igen vil få muligheden for at kæmpe om pladserne til næste EM.

Forperson for Eliteudvalget Niels Henrik Sørensen er naturligvis begejstret for, at Dansk Hockey Union kan sende både et pige- og et drengehold af sted. Men det har også lige givet lidt ekstra praktiske og økonomiske opgaver hos ham, blandt andet i forhold til ekstra spillertøj og bookinger af diverse – en opgave han gerne udfører sammen med DHU – da det absolut er et løft i den rigtige retning – at forbundet nu også har landsholdsaktivitet for piger i dansk hockey.

Truppen for U16 pigelandsholdet:                   

  • Rose Hansen (GK) – Sørbymagle
  • Filippa Webster (GK) – Vestegnen                                               
  • Andrea Paaske – Odin
  • Anna Marie Refnov (C) – Slagelse
  • Emilie Sørensen – Slagelse
  • Ibi Jakobsen – Slagelse
  • Mathilde Duus – Vestegnen
  • Mille Larsen – Odin
  • Naia Grønsdal -Sørbymagle
  • Sandra Kottal – Slagelse

Reserver:

  • Ella Juul – Hørning
  • Filuca Pedersen – Kalundborg

Truppen for U16 drengelandsholdet:

  • Gregers Bendix (GK) – Slagelse
  • Karl Simon (GK) – Odin
  • Morten Ströhmann – Clipper                                                                   
  • Viggo Kulakowski – Alster
  • Frederik Bruhns – Sørbymagle
  • Oliver Valdsgaard – Slagelse
  • Mathias Bellini La Pia – Odin
  • Thor Madsen – Odin
  • Magnus Mølgaard – Odin
  • Lucas Jensen – Kalundborg

Reserver:

  • Nicklas Lind – KH
  • Anakin Morgen – Slagelse
  • Kristoffer Lund Sall – Slagelse

Invitation til åben træning for Dame A-landsholdet!

I forbindelse med strategien for Dansk Hockey Union om at genetablere et damelandshold, er der nu fundet en landstræner for Dame A-landsholdet, og Dansk Hockey Union er glade for at kunne byde velkommen til Jeppe Pilgren, der er klar til at påtage sig den spændende opgave.

Nedenstående mail er sendt rundt til alle klubberne, og DHU håber naturligvis på, at mange spillere ude i klubberne i fællesskab med deres klub, benytter tilbuddet om den første åbne træning.

Kære klubber

Vi har fornøjelsen af at invitere alle interesserede damespillere til en åben landsholdstræning for Damelandsholdet. – en oplagt mulighed for at snuse til landsholdsmiljøet og træne sammen med andre ambitiøse spillere.

Dato: 31. januar
Tid: kl. 13.00–16.00
Sted: Kalundborghallen (Hal 2 – J. Hagemann-Petersens Alle 11, 4400 Kalundborg)

Denne træning er for spillere, der er ældre end U16-landsholdet, da U16-spillerne i øjeblikket skal have fuldt fokus på deres egne landsholdsforberedelser frem mod EM til sommer.

Vi vil dog gerne understrege, at U16-spillerne er en vigtig del af den langsigtede plan for fremtidens landshold. Når Damelandsholdet for alvor indleder forberedelserne frem mod EM i 2028, vil de interesserede U16-spillerne også få mulighed for at deltage i træningsmiljøet omkring damelandsholdet.

Vi vil gerne bede klubberne om at indsende en samlet tilmelding over deltagende spillere til landstræner, Jeppe Pilgren senest d. 21/1, på jeppepilgren@hotmail.com.

Vi opfordrer klubberne til at videreformidle invitationen til relevante spillere.

Har klubberne spillere, der har interesse i landsholdet frem mod EM i 2028, men som ikke har mulighed for at deltage i denne træning, modtager vi også meget gerne deres navne som en tilføjelse til tilmeldingen, så vi kan få et bredere overblik over landsholdsinteressen.

Herrer A-landsholdet fik sølv til EM – En dansker blev turneringens spiller!

Efter de første kampe, hvor danskerne lagde ud med at hive komfortable sejre i land i de første kampe af turneringens start, var de fuldt bevidste om, at det ville blive svært, når de skulle møde de stærke kroatere på hjemmebane.

Turneringen EuroHockey Indoor Championchip ll -A Men forløb fra fredag den 9. – søndag den 11. januar 2026 i Kroatien.

Kroatien var helt fra start udråbt til at være favoritter med Danmark lige efter. Dette kunne også læses på EuroHockey’s platforme, men danskerne tog afsted med en åben mulighed for en oprykning og bevarede troen på at kunne slå kroaterne i turneringen. Desværre blev det ikke helt sådan, selvom holdet gjorde alt hvad de kunne for at nå målet, og også endte med en finaleplads.

Fredagen bød på to kampe først mod Bulgarien, som de vandt sikkert 14-1. Anden kamp var mod Ungarn og endnu en sejr kom i hus på 4-2. Selvom det var en super god start, var holdet afklarede og forventede mere modstand i de kommende kampe.

Første kamp lørdag var så mod favoritterne og hjemmeholdet fra Kroatien. En relativ tæt kamp, hvor kroaterne viser deres styrke og udnytter muligheden for at løbe fra danskerne, så kampen ender med et nederlag på 4-6.

Intet var endnu afgjort, men søndagens kamp mod Slovakiet, fik nu ekstra afgørende betydning for at nå i finalen. Den opgave tog holdet til sig og vandt med en 3-2 sejr. Finalen kom så til at stå mellem Kroatien og Danmark og trods fightervilje fra de danske herrer, rakte evnerne ikke til en sejr og oprykning i denne omgang, da de måtte se sig slået med 10-5.

Det er aldrig rigtig sjovt efter at have tabt en finale, men når skuffelsen lige har lagt sig lidt, kan spillerne se tilbage på en flot turnering – hvor de var med næsten hele vejen – og også tillade sig at være stolte af deres sølvmedalje. Om to år vender vi tilbage og kæmper med igen.

 

Stort tillykke til Danmarks erfarne anfører Jesper Jonasson, der blev kåret som turneringens spiller!

 

 

 

 

 

U21 damelandsholdet – vindere af træningsturnering i Berlin!

U21 trænerteamet ser tilbage på en vellykket træningsturnering med deltagelse af et relativt ungt hold, der gik ubesejret igennem hele turneringen i Berlin.

Holdet efter modtagelse af pokal og diplom.

Tre piger fra U16 pigelandsholdet træner i forvejen på udtagelse til truppen, der skal til Hockey5 EM i Tyrkiet i sommeren 2026, fik også muligheden for at rejse med holdet til Tyskland. Trods de ikke er fast med til træningerne, faldt de godt med ind og gjorde en rigtig flot indsats sammen med resten af spillerne.

Træner Kristine Hjort er naturligvis stolte af spillernes indsats og udtaler:

 Det var virkelig fedt at få noget kamptræning med pigerne. De spiller ikke sammen til dagligt, så det kan være lidt svært at få samspillet til at køre”. 

Formålet med turneringen var naturligvis at få afprøvet noget forskelligt på banen og samtidig opleve “succes”, og Kristine følger op:

Vi har (udover pokalen) fået en masse ting med hjem, som vi kan arbejde videre med hen mod fremtidige kampe og turneringer. Alt i alt var det en fed weekend, på et godt niveau, som vi i trænerteamet kun kan være glade for – pigerne har været skønne at arbejde med”.

Laura modtager vinderpokalen

Anna-Marie er en af U16 pigerne og siger om turen:

“Turen har været rigtig god, og hele holdet har hygget sig sammen. Vi har fået spillet en masse hockey, og jeg glæder mig til næste gang”.

En anden spiller – Astrid – supplerer:

“Det var sjovt at møde nogle tyske hold og ikke mindst at få lov at møde nogle piger på ens egen alder”.

 

Holdet fortsætter de åbne træninger gennem 2026, og holdleder Lynn Kaddatz kan kontaktes ved interesse på mail: lynn.kaddatz@gmail.com

 

To danske dommere med til EuroHockey udviklingsprojekt i 2026!

Rasmus Pedersen (Kalundborg Hockey Klub) og Rasmus Andersen (Sørbymagle Hockey Klub) er efter indstilling fra Dansk Hockey Union og i samarbejde med begge – udvalgt til at deltage i udviklingsprojektet Umpires for Nations 2026 (U4N)

Det er første gang, at vi fra Danmark har to dommere med på samme tid i et udviklingsprojekt, og det er naturligvis en stor og glædelig nyhed!

I sidste uge modtog de to gange Rasmus og Dansk Hockey Union nyheden fra komitéen bag udvikling af officials i EuroHockey, og der ligger et spændende forløb foran de to dommere, sammen med 11 andre deltagere fra Sverige, Portugal, Luxembourg, Irland, Frankrig, Tyskland, Gibraltar og Spanien.

En del af projektet foregår online, men allerede fra fredag den 16. – søndag den. 18. januar mødes holdet første gang i Prag – Tjekkiet, hvor damernes indendørs Europamesterskab også afholdes.

I påsken fra den 3. – søndag den 5. april 2026 vil dommerne blive sendt ud til forskellige turneringer for at få mulighed for praktisk erfaring.

Vi ønsker stort tillykke med udtagelsen til Rasmus og Rasmus! 

Velkommen til Emilia Borrye – Ny konsulent i Dansk Hockey Union

Det er med stor glæde, at vi kan byde Emilia velkommen som ny konsulent i Dansk Hockey Union med tiltrædelse i stillingen den 16. oktober 2025.

Emilia har en cand.scient. i humanistisk-samfundsvidenskabelig idrætsvidenskab fra Københavns Universitet.

Hun kommer fra en stilling som projektkoordinator i Dansk Fægte-Forbund og er desuden frivillig rådgiver i Foreningen Spiseforstyrrelse og Selvskade.
Derudover har Emilia indgående kendskab til idrætten som eliteatlet og tidligere landsholdsfægter, hvilket giver hende et solidt fundament for arbejdet med udviklingen af dansk hockey.

Emilia har bl.a. fortalt:
”Jeg glæder mig til at blive en del af hockeyfamilien og være med til at sikre, at vi får succes med vores strategispor. Det er fantastisk at få lov til at arbejde med en idræt med så stærk en historie og et globalt afsæt.”
Bestyrelsen glæder sig til samarbejdet og ser frem til, at hele hockeyfællesskabet tager godt imod Emilia, og støtter hende i hendes nye rolle.
Velkommen til, Emilia!

Gratis konference om frivillighed den 25. oktober 2025

Hvordan ser fremtidens frivillige idrætsforening ud? Hvordan kan jeres klub løfte frivilligheden?

Nu har jeres klubber mulighed for at deltage og ikke bare med en men gerne 2 – 3 personer fra jeres klub. Det behøver ikke være formand og næstformand – det skal bare være nogen der har lyst til at arbejde med rammerne for frivillighed i jeres miljø.

Konferencen afholdes lørdag den 25. oktober 2025 fra kl. 9.30 til 15.15 på Egmont Højskole, Villavej 25, 8300 Odder.

Deltag i konferencen og få inspiration til konkrete tiltag, der kan løfte det frivillige engagement i jeres klub.

Via linket kan I læse mere om konferencen og dens indhold, samt hvordan I tilmelder jer: https://www.dif.dk/raadgivning-og-stoette/frivillighed/fremtidens-idraetsforeninger

Bemærk!

  • Tilmeldingsfristen er fredag den 19. oktober.
  • Det er gratis, men ved udeblivelse opkræves et gebyr på 250 kr. 
  • Morgenmad og frokost er også gratis. 

 

DIF’s frivillighedskonference er en del af projektet Fremtidens Idrætsforeninger.

Projektet er et samarbejde mellem DIF, DanskHåndbold, KFUM Idrætsforbund, Dansk Skøjte Union, Dansk Minigolf Forbund og Rugby Danmark – med støtte fra Spar Nord Fonden. Sammen undersøger vi, hvordan foreningerne kan udvikle sig og engagere endnu flere frivillige i fremtiden.

 

DM i Masters – vinderne er fundet!

Marselisborg Hockey Klub var lørdag d. 4. oktober værter på deres nye kunstgræsbane ved en af årets store begivenheder – DM i Masters – og trods lidt udfordringer med vejrprognoserne, blev det et meget vellykket arrangement, hvor solen også kiggede frem.

Fem hold med repræsentanter fra 6 forskellige klubber dystede i dagens 10 kampe á 2×10 minutter, før den afsluttende finalekamp kunne afvikles.

Finalen kom til at stå mellem holdfællesskabet fra Marselisborg/Kalundborg og Sørby/Odin, og her var det Marselisborg/Kalundborg, der kunne hyldes som vindere og kalde sig danmarksmestre i Masters 2025!

 

Den endelige placering blev:

  1. Marselisborg/Kalundborg
  2. Sørbymagle/Odin
  3. København
  4. Delt plads mellem Marselisborg og Orient Lyngby

 

Stort tillykke til vinderholdet og tak til Marselisborg Hockey Klub for godt værtsskab.