U16 pigelandsholdets første deltagelse til Hockey5 EM

“U16 pigerne deltog for første gang til en slutrunde nogensinde. Ikke nok med, at skulle skabe et U16 hold fra bunden gennem de sidste par år, så blev vi virkelig sat på prøve, da vi endte i A-rækken. Det blev dog hurtigt klart for os, at vores målsætning var at blive i rækken”.

Landsholdstræner Emilie Dahl Eriksen

Ordene kommer fra U16 pigelandsholdstræner Emilie Eriksen, der selv havde officiel debut som landsholdstræner ved deltagelsen til EM i Hockey5 i Alanya – Tyrkiet fra 1. – 4. juli 2026. Emilie fortsætter herunder, hvor hun har sat nogle ord på turneringen og oplevelsen.

Vi vidste fra starten, at det ville være en hård opgave og hverken Kristine eller jeg havde prøvet at tage et hold til en slutrunde. Så hvad krævede det egenligt og hvad kunne vi forvente?

Vi kom i pulje med Polen, Østrig og Tyrkiet.

Onsdag startede ud med kampen mod Østrig. Nerverne var bestemt til at finde (især fra trænernes side), og det blev ikke bedre af en lang rejsedag dagen før samt ikke meget søvn. Pigerne blev mødt af en mur af dygtige spillere, som virkelig formåede at overraske vores hold. Vi kæmpede og gjorde det bedste vi kunne, men på intet tidspunkt var vi rigtig med i kampen.

Anden kamp var mod værtsholdet fra Tyrkiet. På trods af den meget overvældende kamp tidligere, havde pigerne fundet et helt andet gear. Kommunikationen og kampgejsten fik os frem til muligheder og kampen endte 6-1.

Sidste kamp i puljen var mod Polen, der lidt ligesom Østrig-kampen bare aldrig blev vores kamp.

Efterfølgende nåede vi til krydskampene, hvor vi stod overfor vinderen af den anden pulje. Fra start var vi klar på at få lukket deres spil ned og stå defensivt. Pigerne overraskede og med flot spil stod kampen efter 10 minutter 2-1 til os. Derefter kunne de trætte ben og varmen mærkes, Ukraine fik styr på deres spil og den endte 9-2 til dem.

Assistenttræner Kristine Hjort

Kampen om at skulle spille om 5.-6. plads blev mod Schweiz. Vi fik det første mål, og efterfølgende var det en kamp der bølgede frem og tilbage. Den ender 4-3 og blev vores første rigtige bitre nederlag. Ikke nok med det ærgerlige nederlag fra tidligere, så betød det også, at vi skulle vinde sidste kamp mod Georgien for at blive i A-rækken. Pigerne var bestemt klar på, at vi skulle opnå vores mål. De var klar fra start og det kunne ses. De var bare stærkere og vinder helt fortjent 4-2.

Det har på mange måder været en svær turnering, men pigerne har været klar på alle udfordringer og taget kampen op hver gang. De har uden tvivl udviklet sig, både selvstændigt og som hold. Man kan vel sige, at det har føltes som en eksamen man har læst op til i 3 år – heldigvis bestod vi!

Kæmpe tak til Kristine og Heidi, som har været enorme ressourcer både op til og under turneringen. Det er helt specielt at bygge noget op fra bunden sammen, og få lov at se hvad det er blevet til.

Tak skal der også lyde til U16 drengeteamet.

Nu puster vi ud, holder sommerferie og så er vi (Kristine og jeg) klar til at gøre det hele igen om et halvt år med U21.