Dommerdebut på øverste hylde

Walther dommerbilledeWalther Larsen, Odin fik dommerdebut i de øverste rækker, da han i søndags først dømte den sidste kamp i damernes pokalturnering mellem KH og Odin (sammen med Henrik Lund), og efterfølgende dømte herrernes pokalfinale mellem Slagelse og KH (sammen med Michael Jensen).

Walther meldte sig under fanerne, da vi for 1½ år siden søgte efter unge talenter til dommersiden. Sammen med Ulrik Sandstød Nielsen (også fra Odin) har Walther været på grundlæggende dommeruddannelse og gennem seneste sæson dømt en del kampe, blandt andet i 1. division.

Vi har stillet Walther nogle spørgsmål omkring hans oplevelser fra i søndags:

Kan du kort beskrive din oplevelse?

Jeg spillede selv kamp lige inden (red.: Kampen mellem 2’erne fra puljespillet, Gentofte og Odin). Så skulle jeg skynde mig over og klæde om, så jeg kunne nå at få snakket med min meddommer omkring, hvordan vi ville styre kampen.

Det var ikke fordi jeg tænkte bestemt meget over de andre kampe, mens jeg selv spillede, men kunne godt mærke efter min egen kamp, at der kom lidt nervøsitet. Man er altid lidt spændt på, hvordan en kamp vil udfolde sig. Det er også derfor vi lige mødtes 10-15 minutter før kampen som dommer, for at aftale grænser for, hvornår der skal dømmes, og hvilke kort der skal gives i bestemte situationer.

Hvordan synes du helt overordnet, at det gik?

Jeg synes begge kampe gik rigtig godt, og nervøsiteten forsvandt mere og mere, jo længere vi kom ind i kampene. Der kom selvfølgelig et par kommentarer engang imellem fra spillere, men ikke noget slemt. Det kender jeg også selv fra, når jeg er på banen. Intensiteten er høj, man er måske lidt frustreret, fordi spillet ikke kører helt, som man vil have det, og så kommer man bare til lige at spytte et ord eller to ud, som ikke var meningen.

Men overordnet set er det klart den fedeste dommer-oplevelse jeg har haft til dato.

Hvordan oplevede du dit samspil med de andre dommere i henholdsvis dame-pokalkampen og pokalfinalen?

Under begge kampe synes jeg, at jeg og min meddommer var gode til at vise tegn til hinanden, hvis der var noget vi havde overset eller var i tvivl om.

Hvis vi havde dømt hver vores kendelse, så stoppede vi spillet og tiden, så vi lige mødes for at tale om, hvad den enkelte havde set. Derefter kunne vi så komme frem til den endelige konklusion og dømme en kendelse, vi begge var enige om.

Hvad tager du med dig af læring fra kampene?

Helt klart det med at placere sig rigtigt på banen som dommer. Det giver en så meget mere overblik, hvis man placerer sig de rigtige steder.

Også det med at man ikke skal være bange for at stoppe tiden, hvis man er i tvivl om noget. Så hellere få talt med sin meddommer, så man får dømt det rigtige.

 

Stort tillykke til Walther med debuten. Kontakt udviklingskonsulent Benny Berthelsen på 20 27 03 70, hvis du også får lyst til at deltage i udviklingen af dommertalenter. 

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret *