Eliteudvalget har i samråd med DHU besluttet en vision 2025, der gennem fokuseret ungdomstalentarbejde skal opbygge et kommende A-landshold. Beslutningen bunder i et ønske fra DHU om at få hævet vores niveau betragteligt over en tidsperiode på de næste 6 år.
Det betyder, at vores talentfulde U21 landsholdstrup (suppleret med nogle få ekstra spillere) skal overtage deltagelsen i A-landsholdets EM-deltagelse i B-divisionen i Schweiz i januar 2020.
U21 landsholdet skal selv deltage i EM for U21 i 2021, og dette med en næsten komplet bruttotrup, som spillede i januar 2019. Eliteudvalget tror på, at dette vil gøre chancerne for et godt resultat for U21 markant bedre. Det vil ruste dem fysisk samt spilleteknisk at blive matchede op mod andre A-Landshold et år før deres EM i 2021. Vi har p.t. ingen A-Landsholdstræner og ser en mulighed for at lade U21 teamet tage denne chance. Dette falder så helt i tråd med eliteudvalgets strategi om at definere en landsholdsspiller fremtidigt, hvor der skal stilles betydelige krav om træningsindstilling, øget fysik, hurtigere hockeyspil, flere landsholdskampe. Altså at en landsholdsspiller træner målrettet og meget hele året igennem.
Åbne træninger, målgruppe og kommitment
Spillere fra årgang 2000 til 2002 er inviteret til de første åbne landsholdstræninger den 8. september og den 22. september 2019 i Slagelse. Derudover vil landsholdstrænerne kigge på de spillere, som ligger en eller to årgange over 2000 og invitere dem med til de første landsholdstræninger i forhold til eventuel deltagelse ved A-landsholdets EM-deltagelse i januar 2020.
Efter 2 åbne træninger udtages den endelige bruttotrup til deltagelse ved EM 2020. Efter EM 2020 hiver landstrænerne så de spillere ind i truppen igen, der skal indgå i truppen frem mod U21 EM i 2021. Det er derfor vigtigt, at alle de spillere, som tilmelder sig de åbne træninger til september, vil kommitte sig helt frem til U21 EM 2021.
Har klubberne spillere, som ønsker at være en del at dette projekt, sker tilmeldingen via en samlet liste fra klubbens formand, som sendes senest den 1. maj 2019 til holdleder Trine Molls mail: trine_moll@yahoo.dk.