Interview med U16-landsholdets træner

På onsdag, den 5. juli fløjtes op for U16-landsholdets første kamp ved EM-turneringen EuroHockey5 i Polen.

Vi har stillet nogle spørgsmål til holdets træner, Mikkel Steinmetz Christensen, der siden september 2016 har stået for de åbne træningssamlinger, fællestræningerne og de fælles og individuelle selvtræninger.

Hvad er de generelle forventninger og målsætning omkring turneringen?

Vores sportslige mål er en top 2 placering i vores gruppe. Det er en temmelig svær opgave, eftersom Wales og Østrig må ses som nogle af de hold, der konkurrerer om topplaceringerne for hele EM.

Forventningerne omkring denne turnering er bl.a. at se udviklingen fra første til sidste kamp, både på og udenfor banen. Et af de helt store mål med hele U16 projektet, er at klargøre disse spillere til A-landsholdet på et senere tidspunkt. Ikke kun hockeymæssigt, men hele ”opdragelsen”, som det kræver for at have et succesrigt landshold.

Hvilke erfaringer fra sidst er hevet ind i forberedelserne, og hvordan er det grebet an?

Sidste år var første gang for spillere, trænere, holdledere, dommere, organisatorer osv. Alle var det nyt for. I år er der nogen der har prøvet det før. 5 af spillerne var med sidste år. De har allerede kunnet svare på mange af de spørgsmål som nye spillere har stillet. Det er ikke kun nyt at skulle afsted som debutant på et landshold, med få af de spillere man normalt træner med i klubberne.

Men hele konceptet på den lille hockey5 bane er anderledes. Derfor kan der let skabes utryghed. Jeg føler dette er blevet løst, ved at der er brugt rigtig meget tid på at informere om selv de mindste ting.  Reglerne er blevet gennemgået flere gange og testet på banen. De spillere som var med sidste år, har i år endnu bedre kunne forstå de beslutninger som er blevet truffet. Alt sammen for at forberede alle bedst muligt til blot at skulle gøre det, hver i sær er bedst til.

Hvad er du især spændt på at se i denne turnering?

Jeg glæder mig til at se drengenes fremskridt og vise dem at hårdt arbejde betaler sig.

Hvordan er det at arbejde med de unge mennesker, og giver det noget tilbage til dig som træner at stå i front for dem?

En af de ting som minder mig om, hvorfor jeg har stået i mange timer på sidelinjen i både godt og skidt vejr … timer som er brugt inden hver enkelt samling som forberedelse, alt sammen uden at få betaling … er klart at arbejde målrettet mod at få tingene fuldført i virkeligheden. Tænke tanker, forklare det til spillerne, måske se deres frustration i ansigtet, hvis de tvivler på ideen, øve det igen og igen. Når spilleren så lyser op i euforiske bevægelser, når planen bliver udført med succes – det er det hele værd. De stunder glæder jeg mig enormt til.

De her drenge vil det virkelig. Det har de bevist over lang tid. De har bogstaveligt talt rejst sig efter hvert et fald. Meget enkelt så kan man måle dette ud fra mængden af afbud.

Tak til Mikkel for ordene, og pøj-pøj til holdet de kommende dage. Holdet kan bl.a. følges her:

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret *