Landsholdet på vej til Masters Herrer 40+

Landsholdet er på vej til IMHA’s Masters Herrer 40+ i Terrassa, Spanien. Turneringen foregår i perioden 27. juli til 5. august. Turneringen spilles for både mænd og kvinder i 11 forskellige aldersrækker fra 35+ op til 60+.

Holdet, der består af spillere fra 5 forskellige danske klubber, er: Målmændene Emil Mourier (1) og Bo Gryckdal (2) og spillerne Anders Toft (3), Mohammad Hubeishy (4), Kristian Toft (5), Peter Brandt (6), Lars Ypkendanz (7), Christian Fernandez Hveger (8), Morten Kousgaard Fensholdt (9), Lars Vadmand (10), Magnus Gerbola (11), Mads Aleberg (12), Andreas Østerbye (13), Waheed Akhtar (15), Tobias Mourier (16), Philipp Hatzius (19), Robert Johnsen (20) og Philipp Bruhns (21). Trænere er Martin Olsen og Niels Danhøj (assisterende), og holdleder er Oliver Brandt.

Om ganske kort tid bliver det nye tøj fyldt ud

Om ganske kort tid bliver det nye tøj fyldt ud

I gruppespillet ligger følgende kampe fast:

  • Sydafrika den 27. juli klokken 16
  • New Zealand den 28. juli klokken 14.15
  • USA den 29. juli klokken 9
  • Australien den 1. august klokken 14

Deltagelsen er kulminationen på en flot indsats og opbakning fra mange spillere og supportere. Træningen startede den første uge i april, og der har været ugentlige træninger i tre forskellige klubber undervejs. En af de meget positive ting ved arrangementet er, at der er så mange spillere, som er blevet aktive igen efter en del år med hockeystokken lagt på hylden, og det ses som et stort skridt i retning af et fortsat mere aktivt miljø for Masters Hockey i Danmark. Det er imponerende at kunne sende 18 spillere afsted til en turnering i Spanien, som spilles over 10 dage.

I gruppen bag Masters Hockey Danmark forventer man at arrangere deltagelse ved kommende internationale mesterskaber (herunder indendørs VM i Hong Kong) samt at afholde flere turneringer på egen grund i Danmark, og de håber at se endnu flere spillere fra flere klubber i støtten til Masters landsholdene fremadrettet.

Rent resultatmæssigt går holdet ind til VM uden de helt store forventninger, da Danmark med udgangspunkt i den nuværende rangliste for herrehold, er det klart lavest rangerede hold. Derfor kan holdet kun overraske.

Der er mulighed for at følge holdet og kampresultater enten på holdets facebook-side: https://www.facebook.com/mastershockeydanmark/ (hvor der også vil blive informeret om evt. muligheder for live streaming) eller på turneringens officielle hjemmeside: http://wcmasters2018.eu/.

Vi ønsker holdet held og lykke i Spanien.

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret *