Lørdag, den 2. juni, gennemførte Christian Sandby fra Gentofte Hockey Klub en lokal træneruddannelsesdag.
Deltagerne var 7 trænere og hjælpetrænere, der alle tidligere har deltaget på 1-2-Træner, og det var en intens og varm dag. Formiddagen var spækket med input og træningsøvelser i praksis, og om eftermiddagen prøvede deltagerne øvelser og feedback af på sig selv og på 3 lokale ungdomsspillere. Videooptagelser blev brugt til yderligere analyse og opfølgning.
Udviklingskonsulent Benny Berthelsen deltog hele dagen med henblik på at skabe et fast koncept, der kan anvendes af klubberne som overbygning på 1-2-Træner. I Gentofte er tanken at gennemføre en lignende dag med fokus på indendørs + yderligere en dag, hvor f.eks. det taktiske kan komme i fokus. Til sammen vil disse 3 dage kombineret med 4 e-læringskurser og et 1-dags “DIF-træner 1”-kursus give mulighed for et officielt “DIF Træner 1-diplom”.
Klubber, der er interesserede i at gennemføre overbygning på træneruddannelsen, kan allerede nu tage kontakt til Benny på telefon 20 27 03 70, for at vende mulighederne.