Feltet med kandidater til Udviklingsprisen 2015 var stærkt, men Udviklingsudvalgets valg faldt på to nøglepersoner i en bemærkelsesværdig klubudvikling.
Marselisborg Hockey Klub har i 2015 oplevet en stor og hurtig medlemstilvækst, hvilket særligt to personer står bag. Prisen går i år til Edward Sliwinsky og Lars Søndberg, og nedenfor motiveres de yderligere.
Edward er en passioneret, energisk og initiativrig hockeytræner, og en nøgleperson i den udviklingsproces, som Marselisborg Hockey Klub har været i gennem i 2015. Han har med stort engagement arrangeret venskabskampe på kryds og tværs af klubber, samtidig med, at han har været med til at sikre et træningsmiljø, der har skabt stor tilvækst i antal ungdomshockeyspillere.
Lars har været en særdeles betydningsfuld person i forhold til at holde Marselisborg Hockey Klub i live i en svær tid. Han har på trods af vanskelige tider, med lav spillertilslutning, formået at holde fanen højt, og er blevet ved med at organisere aktiviteter og tilbyde træning til ungdomsspillerne. Uden Lars’ vedholdenhed, pålidelighed, stabilitet og engagement havde vi næppe set Marselisborg Hockey Klub blomstre, som det har været tilfældet i 2015.
Stort tillykke til Marselisborg Hockey Klub og de to vindere.