Forfatter - Benny Berthelsen

Nyt telefonnummer til Sekretariatet

Dansk Hockey Unions telefonnummer til Sekretariatet er ændret til 62 65 61 24 (ændring sket om formiddagen den 27. april 2022).

Ændringen skyldes, at det tidligere telefonsystem, der har håndteret de forskellige forbund, er nedlagt … og opkald til det gamle nummer kan ikke besvares.

Team Managers til A-landsholdene

A-landsholdet for både damer og herrer står overfor deltagelse ved indendørs EM i december 2022.

Er det dig, der skal være Team Manager for et af holdene og i samarbejde med trænerne bidrage til de bedste rammer?

Som Team Manager har du mulighed for at følge holdets udvikling og være på sidelinjen, når holdet repræsenterer dansk hockey i EHF’s turneringer.

Din profil og opgaver:

  • Organiseret
  • Kommunikativ
  • Sikre overholdelse af budget
  • Spreder energi
  • Tilrettelæggelse, koordinering og kommunikation omkring træningssamlinger og turneringer

DHU tilbyder:

  • Samspil med Sekretariatet i Idrættens Hus i forbindelse med administrative opgaver
  • Dækning af udgifter i forbindelse med internationale turneringer
  • Introduktion til rollen som Team Manager
  • Mange store oplevelser med hockeysporten

Hvis du er interesseret eller har spørgsmål omkring tanker/rammer bag holdene, så kontakt forperson for Eliteudvalget Niels Henrik Sørensen på mail niheso@gmail.com eller telefon 40 53 22 00.

Medlemstal fastholdt under Covid-19

Medlemsudvikling i DHUDet samlede medlemstal for 2021 landede på 851. Det er 32 flere medlemmer end i 2020 og et medlem mere end i 2019, hvor de 850 medlemmer var en tangering af hidtil højeste medlemstal.

Det er positivt, at gruppen af op til 12-årige er steget hvert år i 4 år.

Omvendt har det været med antallet af medlemmer i gruppen 13-18 årige, hvor vi ligger væsentligt under rekordåret i 2018. Her vil det have stor betydning at kunne fastholde flere.

I oversigten nedenfor er der mulighed for at se, hvordan de enkelte klubber har udviklet sig.

Download (PDF, 184KB)

DM i Hockey5 – Aalborg 25. juni 2022

Hockey5 billedeDen 25. juni har du mulighed for at kæmpe med om det første DM i Hockey5 for herrer og damer, når Aalborg bliver fyldt med DM-begivenheder i næsten 30 forskellige idrætsgrene.

DM gennemføres på kunstgræsbanen Aalborg Freja, Vestre Fjordvej 15, 9000 Aalborg.

Er det dig og dine holdkammerater, der skal være de første til at kalde sig danske mestre i Hockey5? Invitation kan ses og downloades nedenfor.

Hockey5

Et hold består af op til 9 spillere incl. målmand. Kampene er 2 x 10 minutter med 5 minutters pause imellem. Reglerne for Hockey5 kan ses her: https://fih.ch/media/10040119/hockey5s-rules-august-1-2020.pdf

Turneringen planlægges endeligt i starten af maj på baggrund af tilmeldingerne.

Priser:

Der er ikke tilmeldingsgebyr til turneringen, og Dansk Hockey Union har forhåndsreserveret et større antal hytter (5 personers) og værelser (4 personers) på Aalborg Vandrerhjem, der er mulige at booke. Ankomst kan ske allerede fredag, den 24. juni. Prisen vil kunne holdes omkring 250 kroner pr. person pr. nat. Se i øvrigt nedenfor, hvordan I sparer prisen for én af holdets overnatninger.

Tilmelding:

Send mail til udviklingskonsulent Benny på bbr@dk-hockey.dk med oplysning om klubnavn, holdnavn, række, antal personer, ankomst, afrejse og evt. brug af forhåndsreserverede hytter/værelser.

Sidste frist for tilmelding er 4. maj 2022, og for de første 4 tilmeldte hold i henholdsvis herre- og damerækken dækker DHU én af holdets overnatninger m/morgenmad på Aalborg Vandrerhjem.

Download (PDF, 253KB)

Slagelse Hockeyklub fylder 100 år

Slagelse Hockeyklub 100 års logoDen 19. maj 2022 har Slagelse Hockeyklub 100 års jubilæum.

På dagen for jubilæet holder klubben en uformel reception i deres klublokale i Nordhallen, Nørrevangstorvet 8, 4200 Slagelse fra kl. 15:00-18:00, og alle er velkomne.

Stort tillykke til Slagelse Hockeyklub.

Modtagere af Udviklingsprisen og Ildsjæleprisen 2021

På Repræsentantskabsmødet i går blev det offentliggjort, hvem der blev modtager af Udviklingsprisen 2021, og i år blev også Ildsjæleprisen uddelt.

Udviklingsprisen

Heidi Hansen, Vestegnens Hockey Klub modtager Udviklingsprisen 2021 på vegne af Heidi selv og Jens Sindberg

Heidi Hansen, Vestegnens Hockey Klub modtager Udviklingsprisen 2021 på vegne af Heidi selv og Jens Sindberg

Modtager af Udviklingsprisen 2021 blev Heidi Hansen og Jens Sindberg, Vestegnens Hockey Klub for andet år i træk. Motivation for hædersbevisningen er:

Heidi og Jens har sammen fortsat opbygningen af Vestegnens Hockey Klub. Medlemsudviklingen er fortsat opad uden skelen til Corona pandemi og med en fantastisk diversitet, klubbens hold er fuldt engagerede i unionens turneringer og arrangementer, og 2021 blev startskuddet som arrangør af den årlige Pige Camp til gavn for pigespillere fra hele landet.

En kommentar fra en af motivationerne som ”har en helt usædvanlig evne til at få børn, der ellers ikke ville have dyrket sport, til at brænde for hockey” viser, hvorfor prisen for andet år i træk er fuldt fortjent.”

Stort tillykke til Heidi og Jens med prisen, der blev overrakt på Repræsentantskabsmødet.

Ildsjæleprisen

Marianne Larsen, Hockeyklubben Odin modtager Ildsjæleprisen 2021

Marianne Larsen, Hockeyklubben Odin modtager Ildsjæleprisen 2021

Ildsjæleprisen er en pris, der bliver uddelt ved særlige lejligheder, og denne pris blev taget i anvendelse. Modtager af Ildsjæleprisen 2021 blev Marianne Larsen, Hockeyklubben Odin. Motivation for hædersbevisningen er:

I Hockeyklubben Odin har Marianne over årtier været involveret bl.a. som formand, udvalgsmedlem, træner (i perioder med baby på armen!) og med helt lavpraktiske opgaver. Gang på gang, år efter år, springer Marianne til, når der er behov.

Udover klubarbejdet spiller Marianne også en stor rolle i udvikling af hockey i hele landet. Det kommer til udtryk i hjælp til nystartede klubber, bestyrelsesarbejde i Dansk Hockey Union og ikke mindst ved udvikling og drift af landsdækkende aktiviteter såsom Hockey Akademi og CupO.

Marianne er en uvurderlig ildsjæl for dansk hockey.”

Stort tillykke til Marianne med prisen, der blev overrakt i tirsdags under hendes træning med U6.

3 nominerede til Udviklingsprisen 2021

Tak for hjælpen med indstillinger af personer/grupper, der har udmærket sig ekstraordinært ved virkelyst, samt motiverende og engageret udviklingsarbejde i 2021.

I alt er 3 blevet nomineret, og alle har modtaget en opsummering af jeres begrundelser for indstillinger.

Kandidaterne til prisen er:

  • Rieke Andersen, Hørning/Marselisborg Hockey Klub for utrætteligt og humørfyldt arbejde omkring at stable et damehold på benene til gavn for både jysk og dansk hockey
  • Heidi Hansen og Jens Sindberg, Vestegnens Hockey Klub for deres evne til at få alle til at spille hockey, at få alle til at føle sig velkomne fra dag 1, og for deres indsats for at vækste klubben igennem en Corona pandemi
  • Bettina Eriksen, Kalundborg Hockey Klub for at møde spillere og forældre individuelt, for værdifuld og klar information og evnen til at udvikle spillere både teknisk og socialt

På Repræsentantskabsmødet den 20. marts i Idrættens Hus bliver det offentliggjort, hvem Udviklingsudvalget har valgt som modtager af Udviklingsprisen 2021.

Materialer til Repræsentantskabsmøde 20. marts 2022

Søndag, den 20. marts 2022, klokken 10.00, holder Dansk Hockey Union Repræsentantskabsmøde i Idrættens Hus, mødelokale Allan Simonsen.

Til alle klubber, DIF og bestyrelsen er der 11. marts sendt:

  • Dagsorden, officielle medlemstal og indsendte forslag
  • Bestyrelsens årsberetning for 2021
  • DHU årsrapport 2021 (revideret regnskab)
  • DHU budget 2022
  • DHU’s seneste vedtægter (til orientering)
  • Turneringsreglementet i sin nuværende form (til orientering)
  • Referatet fra sidste års repræsentantskabsmøde (til orientering)
  • Udkast til nye samlede vedtægter

Her kan du via menupunktet i venstre side adgang til alle materialerne (og også se materialer fra tidligere års Repræsentantskabsmøder): http://dhu.nu/om-dhu/repraesentantskab/

Hockey5 – Ekstra udendørs format

EHF (Europæiske Hockeyforbund) og FIH (Internationale Hockeyforbund) har fra 2021 lagt sig fast på det fremtidige grundlag for en tredje hockeydisciplin – Hockey5. Støttet af den nye strategiaftale med DIF (Danmarks Idrætsforbund) vil Hockey5 blive indført i dansk hockey over de kommende 4 år, men allerede i slutningen af juni er der mulighed for at kæmpe om det danske mesterskab i Hockey5 under DIFs nye tiltag ”DM-ugen”. Her vil 28 idrætsforbund afholder danske mesterskaber i en række discipliner i perioden den 23. til 26. juni i Aalborg.

Du kan læse mere om Hockey5-ambitionerne her: DHU Hockey5-ambitionerne Hæfter A5.pdf

Hockey5 ambitionerne folder

Du har også mulighed for at møde udviklingskonsulent Benny Berthelsen under seniorslutspillet i Lyngbyhallen lørdag, den 5. marts og under ungdomsslutspillet i Hjallesehallen i Odense lørdag, den 12. marts. Her har du mulighed for at få eksemplar af hæftet DHU Hockey5-ambitionerne og samtidig høre om, hvad der bliver sat ind af ressourcer på at støtte klubberne omkring indførelsen af den nye og ekstra disciplin.

 

Udviklingsprisen 2021

Oplevelser i dansk hockey er skabt af en lang række af personer, der i løbet af året løber aktiviteter i gang, binder ting sammen, rækker ud og mange andre vigtige indsatser. Nogle af indsatserne er med til at skabe udvikling for dansk hockey som helhed, og her er Dansk Hockey Unions Udviklingspris en mulighed for at se tilbage på og takke for indsatsen i det gamle år.

Du har nu mulighed for at sende et skulderklap og en anerkendende tanke til de(n) person(er), som du synes har udmærket sig ekstraordinært ved ”virkelyst og motiverende og engagerede udviklingsarbejde i dansk hockey”.

Frem til og med den 9. marts har du mulighed for at give din mening til kende enten ved at skrive og begrunde, hvem du mener fortjener et skulderklap, eller ved at ”stemme på” en eller flere af dem andre har foreslået.

Procedure

Det er hockey-Danmark der indstiller kandidater. Med udgangspunkt i indstillinger, begrundelser og antal stemmer træffer Udviklingsudvalget beslutning om, hvem der vinder prisen. Vinderen offentliggøres senest i forbindelse med det årlige repræsentantskabsmøde.

Her kan du afgive dit bud på eller stemme på kandidat til Udviklingsprisen 2021: LINK